BioValue – bioraffinering
Formålet er at sikre, at der gennem bioraffinering kan skabes nye lovende muligheder for ekstra merværdi af biomasser fra landbruget, så landbrugets indtjeningsmuligheder forbedres.
Målene for den strategiske platform, BioValue, der udgøres af universiteter, virksomheder og teknologiorganisationer, er at:
- Skabe nye processtrømme og produkter til samfundet
- Udvikle biomasseproduktionssystemer og logistik, så bioraffineringsanlæg kan forsynes med specifikke biomasser
- Udvikle nye separerings- og konverteringsteknologier, der effektivt og bæredygtigt kan udnytte bio-masserne
- Udvikle nye konverteringsprocesser, der kan frembringe merværdige, kemiske produkter af kulhydrater og lignin
- Udvikle nye metoder til at vurdere økonomi og bæredygtighed i de udviklede processer
SEGES er leder af projektet ”Innovative biomasseproduktionssystemer, høst og lagringsteknologier”. Herunder arbejdes med optimering af dyrkningssystemer, næringsstofbalancer, minimering af tab og emissioner under lagring samt udvikling af planlægningsværktøjer. Alt sammen for at sikre en bedre optimering af logistik og kvalitet af biomasserne til forarbejdning.
Platformen er bevilget støtte fra Innovationsfonden, og formålet er at etablere en stærk, strategisk platform for forskning, udvikling og innovation inden for biomasseområdet, der kan skabe den viden og teknologi, der er nødvendig for at udnytte biomasserne optimalt og opgradere produkterne til merværdiprodukter, der skaber nye forretningsmuligheder.